Møllevænget 5, 5900 Rudkøbing

Elegant og mesterligt renoveret villa af skyhøj kvalitet centralt i Rudkøbing - ingen bopælspligt!

Det er en æstetisk oplevelse ud over det sædvanlige at bevæge sig igennem denne ualmindeligt vellykkede villa i Rudkøbing på Langeland. Huset blev bygget i 1970, men blev fuldstændig forvandlet efter et gennemgribende renoveringsprojekt i 2021. Her blev stort set alt revet ud, der blev bygget om og bygget til - og da støvet havde lagt sig, stod tilbage et hus af skyhøj kvalitet og med et design- og stilmæssigt overskud, der samlet skaber et både komfortabelt og visuelt afrundet hjem. Velkommen til!
 
Nuværende ejer har selv dirigeret projektet fra start til slut - og der var ingen slinger i valsen. Alle materialer er nøje udvalgt og er i vid udstrækning gennemgående i huset. Det er materialer fra øverste hylde, som sammen bidrager til at give boligen sin “klasse”.
 
Et par eksempler er gennemgående sildebensparket i eg, Hans Grohe armaturer i et unikt gyldent metal, gulvvarme overalt (via fjernvarme), nyt kloaksystem, BWT blødgøringsanlæg, karakteristiske italienske klinker og Dansani inventar i alle vådrum, markedets bedste vinduer og døre og køkken og bryggers fra Vordingborg-køkken.
 
Huset byder på næsten 300 m2, hvoraf de 211 m2 er registreret som bolig. Planløsningen er gennemtænkt med flere afdelinger, der gør, at huset kan anvendes til mange formål. Såvel børnefamilien som de med behov for hjemmekontor/klinikvirksomhed kan finde sig til rette her.

Boligens midte udgøres af det enorme køkken-alrum: Et prægtig opholdsrum, hvor den sirlige geometri i sildebensparketten rigtig kommer til sin ret. I den ene ende dominerer køkkenet: et tosidet køkken med en stor køkken-ø i midten og alt beklædt med sorte granitbordplader. Mod sydvest er der to udgange til terrasse, mens et ovenlysvindue sørger for ekstra lys til køkkenøen. Overgangen fra køkken til stue markeres elegant af akustikpanelerne i loftet. Samlet er hele rummet på 84 m2 og har således rigelig plads til alle familiens aktiviteter.
 
Rummet er boligens naturlige omdrejningspunkt, da der herfra er adgang til begge husets værelsesafdelinger. Den ene byder på et soveværelse og boligens master suite bestående af soveværelse med forløb til et stort garderobeværelse samt et privat badeværelse. Baderummene er en oplevelse i sig selv med de karakteristiske italienske fliser i turkisblå nuancer.
 
Den anden værelsesafdeling byder på et stort værelse med skabsvæg og en lille skabsgang med adgang til et badeværelse. Hertil et disponibelt rum med tekøkken og adgang til et badeværelse og til to mindre disponible rum. Denne del af huset er eksempelvis velegnet til en hjemmearbejdsplads eller liberalt erhverv. Endelig indeholder huset også en smuk og rummelig entré med depotrum samt et stort bryggers.
 
Alle værelser og opholdsrum har udgang til husets udemiljø. Det skaber en god sammenhæng mellem inde og ude og giver boligen en skøn dynamik. Der er flisegang på tre sider af huset, og både belægningen samt den flotte (rulle)græsplæne var også del af renoveringen i 2021. Der er terrasse på næsten alle sider af huset så man altid kan finde sol/skygge/læ efter forgodtbefindende. Haven er desuden ugeneret, og så er der tilmed etableret ladestik til elbil i indkørslen.
 
Du kommer til at bo centralt i byen blot fire minutter fra centrum. Her er både et hyggeligt butiksstrøg med caféer, spisesteder og biograf, og derudover har byen også parker, skoler og institutioner samt et hyggeligt miljø ved havnen med både strand og badeanstalt. Turen til Svendborg tager blot 18 minutter i bil, og motorvejen fortsætter også til Odense.
 
En bolig ud over det sædvanlige, som vi glæder os til at vise frem. Ring og bestil en fremvisning i dag!

BESTIL EN FREMVISNING HER

Din besked er blevet sendt
Der skete en fejl.
Susanne Rabjerg

Susanne Rabjerg

Salg og vurdering

Tak for din bestilling. Du modtager dokumenterne på din mail