Strandvej 11, 5700 Svendborg

Velholdt og indbydende historisk villa i Svendborgs attraktive strandvejskvarter

Det er på alle måder en ejendom udover det sædvanlige, vi her udbyder til salg i Svendborgs eftertragtede Strandvejskvarter omkring den gamle lystbådehavn. Villaen fra år 1900 har både været sommerhus igennem en årrække samt fungerende købmandsbutik i næsten et halvt århundrede. I dag anvendes huset som almindelig villa og fremhæves skal især husets imponerende flotte stand samt den supergode kælder, der byder på et væld af anvendelsesmuligheder - heriblandt erhverv.
 
Allerede udefra ser man, at det er en både velholdt og bemærkelsesværdig ejendom. Huset fremtræder elegant med smuk, hvidpudset facade og asymmetrisk tegltag. Grunden er til den overskuelige side, og ejendommen er som helhed skabt til at være nem at vedligeholde. Bag huset gemmer sig en rigtig hyggelig, flisebelagt gårdhave med overdækket terrasse og let beplantning.
 
Igennem nuværende ejers tid, er stort set alt i huse blevet udskiftet. Og alt er lavet efter bogen af håndværkere og i gode materialer.
 
Mest bemærkelsesværdig er kælderen, der blev gravet fuldstændig ud. Den blev gjort højloftet og isoleret efter boligstandard. Det er en fuld kælder med egen indgang udefra, som tilføjer 88 rigtig gode kvadratmeter til huset. Kælderen består af et vaskerum, et badeværelse samt et virkelig stort rum i vinkelform. Rummet har tidligere har været anvendt til erhverv, men kan også bruges til mange andre formål.
 
I stueplan præsenteres man for en bolig med klassisk ynde og elegance. Gulve, vægge, den smukke stuk i loftet - alt står skarpt og lækkert. Vinkelstuen giver jer et fortræffeligt opholdsrum med brændeovn, store vinduer samt et integreret køkken. Det er et pænt og funktionelt Kvik-køkken med hvide fronter og fin udsigt mod sydøst. Derudover er stueplan indrettet med et gæstetoilet og et garderoberum.
 
Og så er der førstesalen, der lige nu er indrettet med et stort walk-in-closet, et ligeledes stort soveværelse med en pragtfuld tagterrasse mod sydøst samt et badeværelse og et lille køkken. Køkkenet kan nemt sløjfes, hvis det ønskes, og derudover kan man fint etablere tre reelle soveværelser på etagen, hvis det ønskes. I det hele taget er der masser af muligheder for at tilpasse huset til jeres behov.
 
Beliggenheden i Strandvejskvarteret kombinerer, det bedste fra begge verdener. Her bor man fredeligt i passende afstand fra byens puls og energi, uden at det tager mere end 5-10 minutter at gå til byens handelsstrøg og togstation. Samtidig kan man nyde godt at være nær ved vandet, lystbådehavnen og stranden med alle de muligheder, det indebærer.
 
En sjældent udbudt ejendom, der skal opleves på en fremvisning.

BESTIL EN FREMVISNING HER

Din besked er blevet sendt
Der skete en fejl.
Jens-Erik Meng

Jens-Erik Meng

Ejendomsmægler & valuar, indehaver

Tak for din bestilling. Du modtager dokumenterne på din mail